Goddag. Ja, saa er jeg ankommet til Marangu Teachers College. Jeg kan med glaede offentliggoere, at jeg har faaet lov til at bo her med de andre, det er jeg egentlig ret glad for. Det saetter dog mine Tarzan-droemme lidt paa stand-by, men det er et kors jeg maa baere. Det er fantastisk smukt hernede, Marangu laegger ved foden af Kilimanjaro, saa paa grund af bjerget er klimaet noget mildere end det omkringlaeggende omraade. Derfor er her utroligt frodigt. Mange af de planter, der vokser i smaa krukker hjemme i stuerne i Danmark vokser vildt hernede som store buske, saa det er ret fascinerende at se.
Alt er i det hele taget mere anderledes, end jeg paa forhaand havde kunne forestille mig. Man skal for eksempel lige vaenne sig lidt til, at bussen koerer zigzag i hoej fart ud af landevejen. Enten fordi der er store huller i vejen, eller ogsaa fordi der kommer en flok geder stille og roligt vandrende. I et enkelt tilfaelde laa der en ko og tog sig en morfar midt paa vejen. Det er ved at vaere et stykke tid siden, jeg sidst saa det i Danmark. Folk hernede er utroligt venlige og imoedekommende. De er desvaere ogsaa utroligt fattige. Selv i vores omraade, som er relativt velstillet, lever folk af ganske lidt. Ogsaa laerere maa tage et ekstra job for at faa nok penge til at leve ordentligt. Naar jeg saa taenker paa de kvinder, der sidder paa jorden paa markedet og saelger frugt, kan jeg ikke lade vaere med at taenke paa, at de maa leve et rigtigt haardt liv.
Jeg haaber snart at vende tilbage med nogle billeder hernedefra. Det er som sagt, helt fantastisk smukt. Lige nu er jeg bare usandsynligt traet efter en dag fuld af nye indtryk. Det er utroligt saa malplaceret man pludselig foeler sig, naar man naermest er de eneste hvide i omraadet, og det er ret interessant at proeve, men ogsaa virkelig haardt.
Naa, men farvel! Det naeste indlaeg bliver nok paa kiswahili, saa der skal man nok lige tage sig sammen for at foelge med!